Forskerudvalg i Villum Fonden trumfer anonyme ansøgninger

Villum Fonden har afprøvet en ny metode til udvælgelse af forsknings­projekter. Fondens internationale fagudvalg har bedømt anonyme ansøgninger, og hver sagkyndig har fået lov at trumfe et favorit-eksperiment igennem.

Villum Fonden har afprøvet en ny udvælgelsesmetode, der skal sikre at forskere tør frem­sende deres vildeste tekniske og naturvidenskabelige idéer uden at frygte at blive ’hængt ud’ af deres fagfæller i bedømmelsesudvalget. Det skriver Villum Fonden i en presse­med­del­else om fondens uddelinger under ’Villum Eksperimentet’.

Fonden har uddelt 70 mio. kr. til 38 potentielt banebrydende eksperimenter på baggrund af anonyme ansøgninger. Derudover har hver af de internationale, sagkyndige bedømmere haft mulighed for at tildele en trumf til en idé, de synes er helt ekstraordinær og som bør vælges, uanset hvad andre måtte mene om det. Trumfede idéer skal som udgangspunkt støttes af fondens bestyrelse.

”I et miljø med peer reviews og stærk konkurrence kan det gøre forskerne forsigtige med at lancere idéer, der er markant anderledes i deres tænkning. Den der skæve idé, som man må­ske ikke tør sige højt, og som ikke passer ind i de kasser, hvor forskningsmidler i dag befinder sig. Men hvis du kigger tilbage og ser på hvilke idéer, der har lavet reelle para­digme­skift, så har de været svære at forudsige. Der skal være plads til forskere med nye idéer og skæve vink­ler – og andre veje til finansiering end gennem den anerkendte peer review proces,” siger Thomas Sinkjær, professor og forskningsdirektør i Villum Fonden.

De valgte eksperimenter spænder bredt: Emner er alt fra cellebiologi til kvantefysik, og for­skerne bag er alt fra postdocer til professorer – heriblandt særligt mange lektorer, skriver fonden i pressemeddelelsen.

Læs om de 38 eksperimenter og konceptet bag ’Villum Eksperimentet’.