Katalytiske fonde bør værne om troværdigheden

Nyhedsbrevet Danmarks Fonde mener: I katalytisk filantropi er fortaleri eller advocacy et red­skab, som også er blevet brugt i for­bind­el­se med de omdisku­terede intensive lærings­forløb. Men som en del af fondenes profes­siona­liserings­rejse bør indgå grundige over­ve­jel­ser om, hvordan og hvornår ad­vo­ca­cy-arbejdet skal finde sted.

Det gentages ofte, at danske fonde er på en professionaliseringsrejse. Det klassiske an­søg­nings­drev­ne fondsarbejde mobbes i den forbindelse kærligt og kaldes for ’hattedameri.’ Imens beundres den gryende kata­lytiske filantropi som en moderne, professionel og mere virknings­fuld udgave af det velgørende arbejde.

Et populært formål blandt flere katalytiske fonde er at få flere unge i uddannelse. Ek­sem­pel­vis har Egmont Fonden, Lauritzen Fonden, Bikubenfonden og LøkkeFonden alle igangsat eller støttet såkaldte turboforløb eller intensive læringsforløb, der skal få flere til at tage en ung­doms­ud­dan­nel­se.

Fonde har skabt stor opmærksomhed om intensive læringsforløb

Og målt på opmærksomhed og opbakning er fondenes katalytiske indsats en bragende succes, for tilslutningen til de intensive læringsprogrammer er nået særdeles bredt ud til mange re­le­van­te aktører – ganske i tråd med fondenes offensive udbredelsesarbejde:

”Intensiv læring har en gavnlig effekt på børn, der har det svært læringsmæssigt eller socialt. Vi bør lære af de gode erfaringer og udbrede det, der virker. For børnenes og for samfundets skyld,” har direktør Henriette Christiansen fra Egmont Fonden således sagt. Og samme toner lyder fra LøkkeFonden, der ønsker ”at udbrede vores forskningsforankrede læringsmetoder til kommuner, skoler og samfundet generelt.”

Og noget tyder som sagt på, at fondenes arbejde med at engagere de relevante aktører har bå­ret frugt. I regerings­grundlagene fra 2015 og 2016 er afsat 20,8 millioner kroner til et sats­pul­je­pro­jekt om turbo­forløb med Egmont Fonden i styregruppen og en pulje på en halv milliard kroner til løft af de fagligt svageste elever blandt andet ved hjælp af turboforløb. Begge re­ge­rings­ini­tiativer kommer efter udtalelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere undervis­nings­minister Ellen Trane Nørby, der henviser direkte til fondenes arbejde med in­ten­si­ve lærings­forløb som inspi­rations­kilde for regeringens politik på området.

I en kronik i Jyllands-Posten fra 2016 skriver de to ministre blandt andet følgende:

”Initiativer som Lær for Livet, læsecampen Plan T i Odense, Drengeakademiet og andre for­løb viser, at elever kan rykke sig flere skoleår på få uger. Forskning bekræfter, at målrettede for­løb for mindre grupper af elever er noget af det mest effektive for de unge, der har faglige ud­for­dring­er. Mange kommuner tilbyder allerede den slags turboforløb, men langt flere kunne med fordel gøre det.”

I oktober 2015 udtalte Ellen Trane Nørby desuden om Egmont Fondens flagskibsprojekt, at ”re­sul­taterne fra Lær for Livet kan kun give andre mere blod på tanden.”

Med udtalelsen bakkede Ellen Trane Nørby således op om Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal, der ifølge samme artikel havde hørt, at Lær for Livets sommerskole på to uger kunne rykke anbragte børn ét år fagligt, hvilket prompte fik ham til at efterlyse, at flere børn skulle tilbydes turboforløb.

Endvidere nævner Undervisnings­ministeriet fondsarbejdet med intensive læringsforløb i en erfarings­opsamling fra januar 2016. Her fremhæves, at der ”rapporteres om positive er­fa­ring­er i undersøgelser om Egmont Fondens signaturprojekt Lær for Livet, DrengeAkademiet, Plan T i Odense Kommune og Københavns Kommunes Turboforløb,” og at ”mange kom­mu­ner og skoler derfor har deltaget i eller tilret­telagt intensive lærings­forløb.”

Også ministre kan misforstå evalueringer

På baggrund af citaterne kan man konkludere to ting. For det første, at fondenes store arbejde med at udbrede intensive læringsforløb er blevet bemærket højt oppe i det politiske system. Mere specifikt er det fondenes udmeldinger om forløbenes resultater og effekt, som im­po­ne­rer både ministre, skoleledere og kommuner.

For det andet kan man konkludere, at selv ikke ministre med opbakning fra et stort em­beds­ap­pa­rat er i stand til at gennemskue fondenes kommunikation om resultater og effekt. For som flere eksperter har påpeget, så kan det på nuværende tidspunkt ikke med rimelighed konkluderes, at intensive lærings­forløb rykker deltagerne i nævneværdig grad på hverken kort eller lang sigt, ligesom det af mange årsager er helt skævt at påstå en effekt på op til flere skoleår. Og det er ikke tilstræk­keligt at indrømme, at begrebet ’læringsår’ er misvisende. For problemerne stikker langt dybere; det foreliggende videns­grundlag om intensive læ­rings­for­løb er plaget af så mange metodiske problemer, at de førende forskere hverken tør sige noget om størrelsen på en mulig effekt, eller hvorvidt den overhovedet måtte være positiv eller negativ.

Alle håber naturligvis, at de kommende evalueringer af intensive læringsforløb viser en po­si­tiv langtids­effekt. Men skulle effekten udeblive, kan fondene bag de intensive læ­rings­for­løb ikke bebrejdes for at have investeret i en uvirksom indsats – tværtimod. En central del af ar­bej­det for en katalytisk fond er at eksperi­mentere, og for alle eksperi­menter gælder na­tur­lig­vis, at udfaldet fra begyndelsen er uvist. Og fondene skal have stor ros for at finansiere følge­forskning og evaluering som en integreret del af indsatsen.

Principielle overvejelser nødvendige

Men når man eksperimenterer og bevæger sig ud, hvor isen muligvis ikke kan bære, så har man samtidig også et ansvar for at udvise forsigtighed og ikke at trække flere end højst nød­ven­digt med sig ud på isen. Den store usikkerhed om effekten af de intensive læringsforløb må derfor give anledning til en række princi­pielle overvejelser i fondenes videre katalytiske arbejde.

For det første må fondene overveje balancen mellem to grund­læggende impulser. Handler den filantropiske indsats om at hjælpe en konkret gruppe børn og unge med f.eks. at få en ung­doms­ud­dan­nelse? Eller handler den filantropiske indsats om tålmodigt og redeligt at udvikle og afprøve forandrings­teorier? Der skal være plads til begge perspektiver, men om man læg­ger vægten det ene eller andet sted har stor betydning.

For det andet må fondene overveje, om de besidder de evaluerings­mæssige kompetencer, der skal til for at forstå evidens­hierarkier og fortolke de mange indbyggede begrænsninger i de fore­løbige evalueringer. Før- og eftertests, spørge­ske­ma­under­søgelser og interviews kan ikke sammenlignes med eksempelvis kontrollerede lodtræk­nings­forsøg, når det kommer til dis­kus­sio­nen af, om forløbene har en relevant virkning eller ej – og dermed om de bør udbredes.

For det tredje må fondene spørge sig selv, om de i arbejdet med at udbrede de intensive læ­rings­for­løb har udvist tilstrækkelig tålmodighed. Når eksempelvis ministre, kommuner og skoleledere ofrer knappe ressourcer på turbo­forløb med direkte henvisning til fondenes ”re­sul­ta­ter”, så tyder noget på det modsatte.

Og overvejelserne er principielle for alle fonde, der ønsker at arbejde katalytisk og dermed be­nyt­te sig af advocacy-arbejde over for politikere og beslutningstagere. En vigtig del af pro­fes­sio­na­li­se­rings­rej­sen må bestå i at afklare, hvornår der foreligger tilstrækkelig viden til aktivt at udbrede et socialt eksperiment. Før dét punkt er nået, bør døren til laboratoriet ikke åbnes på vid gab.

Hvis ikke disse spørgsmål afklares, kan det få alvorlige konsekvenser. Både for tro­vær­dig­he­den og legitimiteten af det katalytiske arbejde – og for de mennesker, som det katalytiske arbejde i sidste ende skal hjælpe.