”Statens besparelser på kultur­området svækker sammenhængs­kraften”

Museumsdirektør Poul Erik Tøjner fra Louisiana rejser kritik af statens besparelser på kul­tur­om­rådet og af idéen om at udfase stats­støtte til fordel for fonds­støtte. Han bakkes op af Radikale Venstres kultur­ordfører Zenia Stampe, som kalder besparelserne paradok­sale i en tid, hvor vi er optagede af dansk historie, kultur og identitet. Hun ser desuden en fare for, at de mindre kultur­institutioner bliver trængte i takt med, at de store insti­tu­tioner får flere fondsmidler, bl.a. i forbindelse med nye museums­byggerier.

Calder-terrassen på Louisiana
“Der er et økonomisk og et politisk problem ved at udfase statsstøtte til fordel for fondsstøtte,” siger direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner (foto: Louisiana Museum of Modern Art)

De statslige nedskæringer på kulturområdet møder kritik fra flere sider og skaber samtidig debat om fondenes rolle.

“Det er indlysende, at når der skæres et sted i støtten til en kulturinstitution, må man kom­pen­sere enten ved at søge støtte andetsteds eller ved at drive sin institution på nye måder,” siger museumsdirektør Poul Erik Tøjner fra Louisiana.

I seneste udgave af Nyhedsbrevet Danmarks Fonde fortalte vi, at fem af landets største mu­seer er blevet mere afhængige af fondsmidler for at få den samlede økonomi til at hænge sammen.

Afhængigheden af fondene er intensiveret, efter at regeringen indførte det såkaldte om­priori­te­rings­bidrag, der betyder statslige besparelser på 8 pct. over en 4-årig periode. Da fondene typisk ikke dækker huller i driftsbudgetterne, bruger flere af museerne fondsmidlerne til at udvikle nye indtjeningsmuligheder og hæve kvalitetsniveauet for derigennem at skaffe højere billetindtægter, som kan kompensere for besparelserne.

Derfor er de statslige driftsbesparelser på kunst og kultur ikke kun et økonomisk problem for det enkelte museum. Det skaber også et væsentligt samfundsproblem, påpeger Poul Erik Tøj­ner.

“Der er et økonomisk og et politisk problem ved at udfase statsstøtte til fordel for fondsstøtte. Fonde støtter ikke driften af museet, det er disse grundlæggende ting, statens midler går til. Hvad det politiske angår, synes jeg, det svækker samfundets sammenhængskraft, hvis staten ikke vil fastholde et engagement i kunst og kultur, tilgængeliggjort for alle,” siger direktør Poul Erik Tøjner, Louisiana.

Museumsdirektørens udtalelse får opbakning fra Radikale Venstres kulturordfører Zenia Stam­pe, som mener, at der netop i denne tid er særligt brug for danske kulturtilbud:

”Vi er imod de generelle besparelser på kulturområdet. Kultur handler om fællesskab, iden­ti­tet og perspektiv, og der er noget paradoksalt i, at vi i en tid, hvor vi er meget optagede af dansk historie, kultur og identitet, skærer ned på vores egen kultur. Folk vil jo blive ved med at søge og forbruge kultur, men i den globaliserede og teknologiske virkelighed, vi lever i, ri­si­kerer vi, at det i højere og højere grad bliver de udenlandske tilbud. Og så mister vi for­bind­elsen til vores egen historie og muligheden for at forme vores egen danske kultur,” siger hun.

Flere fondskroner til store kulturinstitutioner truer de mindre

Zenia Stampe forholder sig også til fondenes forkærlighed for at støtte de store kultur­insti­tu­tio­ners mange nye tiltag, herunder opførelser af nye fysiske rammer:

”Der har været en fornuftig arbejdsdeling i, at det er fondene, der hjælper med de fysiske rammer, og at det er staten, der finansierer indholdet. Fondene er også begyndt at støtte af­græn­sede projekter, og det synes jeg er positivt. Men jeg kan godt forstå, at fondene ikke har lyst til at gå ind og være garant for den langsigtede drift,” indleder Zenia Stampe, som er bekymret for de mindre kulturinstitutioner:

”Der er dog en ting, der hører med til diskussionen, og det er, at der jo ikke nødvendigvis føl­ger flere penge i den statslige kulturkasse, fordi fondene f.eks. finansierer et nyt stort mu­se­um. Og derfor er virkeligheden jo også uanset besparelser, at der bliver flere og flere fysiske rammer at fylde ud, og at kulturkronerne derfor skal smøres ud i et tyndere og tyndere lag. Og det bider sig selv i halen. De store institutioner forsøger så at kompensere for færre midler ved at søge fondsmidler, og så tager de brødet ud af munden på de mindre, mere projektbårne kulturinstitutioner, som har været helt afhængige af fondsstøtte. Det ser vi f.eks. på orkes­ter­om­rådet,” forklarer Zenia Stampe og opfordrer til en diskussion af denne udfordring:

”Jeg siger ikke det her for at pege fingre af fondene, for jeg synes virkelig, at de gør et fan­tas­tisk stykke arbejde, og jeg tror på, at kulturinvesteringer er noget af det, der kan give vores byer og lokalsamfund et livsvigtigt boost. Og i den bedste af alle verdener stillede vi derfor også op med de ekstra driftsmidler, der skal til. Men det er jo nemt nok for en kulturpolitiker som mig at sige. Virkeligheden er ofte en anden. Og derfor er der et regnestykke, der bare bliver sværere og sværere at få til at gå op. Det bør vi have en fælles diskussion om.”

Forfejlet kritik af fondenes uddelinger

Det Obelske Familiefond er blandt de fonde, som både støtter ”mursten” og ”indhold” på kul­tur­området. Fonden er bl.a. med til at finansiere det nye Statens Naturhistoriske Museum, som kommer til at ligge ved Botanisk Have i København, med 100 mio. kr. De fleste af fondens bevillinger til kunst og kultur går dog til ”indhold”, og direktør Michael Bjørn Nel­le­mann me­ner, at Zenia Stampes kritik af fondene er forfejlet:

”Den præmis, Zenia Stampe sætter for diskussionen, er ikke rigtig. Sandheden er tværtimod, at langt de fleste af vores uddelinger netop understøtter indholdet på kulturinstitutionerne. Det kan man konstatere ved at kaste et enkelt blik på vores kunstbevillinger. Derfor gen­kend­er jeg ikke billedet af fondene som dem, der bygger de fysiske rammer og overlader til staten at finansiere indholdet. Det er simpelthen evident forkert,” siger fondsdirektøren.

”Men jeg hilser velkomment, at Zenia Stampe ønsker en dialog om ‘det svære regnestykke’, som jo er resultatet af nedskæringer fra statens side. Hvis vi gerne vil opnå en bedre synergi mellem fondene og det offentlige, er dialog første vigtige skridt,” siger Michael Bjørn Nel­le­mann og skitserer hvilke andre diskussionsemner, der er vigtige at tage op:

”Det andet vigtige skridt er prioritering. Vil man have, at danskere har adgang til kunst og kultur, eller vil man ikke? Er svaret ja, må det også afspejle sig i politikernes budget­for­hand­linger. Drift og indhold koster penge, og politisk vilje handler også om økonomiske priori­te­ringer.”

“Det tredje vigtige skridt er samarbejde. I Det Obelske Familiefond mener vi, at danskerne skal have adgang til kunst og kultur. Helt ubetinget. Vi ved, det koster penge, og vi skubber gerne i rigtig retning med vores uddelinger. Men vi udfylder nødigt tomrummet efter po­li­ti­kere, der er rendt af pladsen. Vi vil gerne skubbe på, men helst sammen med stat og kom­mu­ne, ikke i stedet for,” lyder det fra Michael Bjørn Nellemann.