Augustinus Fonden – gamle instrumenter i unge hænder

Interview-stafetten besøger denne gang en fond med dybe, klassiske rødder. Direktør Frank Rechendorff Møller fortæller om Augustinus Fondens arbejde for at bevare en fæl­les kulturarv - og for at gøre den levende. For eksempel ved at låne gamle mester­in­stru­men­ter til talentfulde unge musikere. Om kunstens og kulturens nytteværdi. Og om spænd­ings­feltet mellem den traditionelle mæcenrolles tilbagetrukne diskretion og tidens krav om legitimering gennem åbenhed og kommunikation. Depechen sendes videre til en mand, som står i spidsen for en større transformationsproces - Jesper Mailind i LEO Fon­det.

Frank Rechendorff Møller
“Hvis man gør den samfundsmæssige relevans lig med nytteværdi og forsøger at opgøre nytteværdi i en firkantet matematisk model, så kommer man meget tit til kort på det her område,” siger Frank Rechendorff Møller, direktør i Augustinus Fonden.

Da Frank Rechendorff Møller kom til Augustinus Fonden for fem år siden, var den danske fonds­verden ved at ændre sig. Og ændringerne satte fondens selvopfattelse som diskret mæ­cen under pres. Det var især to bevægelser, der satte dagsordenen.

“Den ene bevægelse var, at der på institutionsniveau var en stigende opmærksomhed om­kring de muligheder, der lå i at samarbejde med fonde. Altså en professionalisering og en øget opmærksomhed fra kulturlivets side i forhold til fondene. Den anden bevægelse var, at fon­de­ne havde en stigende opmærksomhed på deres egen rolle, og på det at være i samspil med for eksempel den offentlige sektor.”

“Samtidig skete der en vækst i de midler fondene uddeler. Fondene er kommet til at fylde mere og er blevet mere eksponerede, og det har medført en drøftelse af fondenes rolle, af deres påvirkning og af legitimiteten af det, som vi gør. Der opstod et behov for at overveje, hvad det kræver at have dét, som nogle af kollegerne kalder license to operate.”

Frank Rechendorff Møller har været vidt omkring i sektoren. I godt og vel 20 år var han ansat i staten på Kulturministeriets ressort, både i den politiske afdeling i departementet og på en række forskellige institutioner med ledelsesopgaver. Han er Cand.scient.soc. og dermed ikke fagperson på de enkelte kunstområder.

“Det har uden tvivl været en overvejelse fra den daværende bestyrelses og ledelses side, hvad sådan en som mig skulle i en institution som denne. Når jeg var aktuel i denne her sam­men­hæng, tror jeg det var fordi Augustinus Fonden i stigende grad begyndte at opleve at være i spil i sammenhænge, hvor offentlig støttepolitik, kommunale initiativer – og hele blikket på hvad fondene gjorde, begyndte at flytte sig.”

I denne interviewstafet svarer Frank Rechendorff Møller på spørgsmål fra A.P. Møller Fon­dens direktør, Henrik Tvarnø. Augustinus Fondens direktør fortæller blandt andet om ud­for­dring­er­ne ved at vise effekten af fondens indsats på et område, som ikke kan reduceres til en firkantet forestilling om samfundsmæssig nytteværdi. Og om fondens ønske om at være en tålmodig partner. Men lad os starte med det første spørgsmål.

– – –

Stafet-spørgsmål 1

Hvad har været Augustinus Fondens vigtigste resultater
inden for kulturstøtte i de seneste 5-10 år?

“Ja, det er jo et meget kontant spørgsmål, som måske umiddelbart lægger op til at pege på 2-3 projekter, som har ført til noget bestemt. Men generelt vil jeg sige, at det kan være en ud­for­dring at finde målbare resultater på kulturens område. Vi arbejder i et felt, hvor det der sker ofte ikke er målbart, eller er svært at registrere en effekt af .”

“Et andet forhold, der gør sig gældende er, at vi i Augustinus Fonden arbejder meget lang­sig­tet. Set i det lys, er 5-10 år ikke meget.”

“Men der hvor vi oplever, at vores kulturstøtte har gjort en forskel, er inden for den klassiske musik og musikkultur. Hvor vi tidligere var mere snævert fokuserede på den etablerede elite, så har vi inden for de sidste år foldet det mere ud. Vi går ind og støtter hele den musikalske fødekæde. De små musikere i Tivoli Garden, Sankt Annæ Pigekor og DR Korene. Kom­po­nis­ter­ne, nye værker, de dygtige små ensembler ude i landet og de store landsdels­orkestre. Det har været et langsigtet træk, som jeg synes vi er lykkedes med.”

“Her spiller vores samling af mesterinstrumenter en væsentlig rolle. Det er godt og vel 40 år siden, at initiativet blev taget til at erhverve det første instrument, og samlingen er langsomt blevet udbygget. Også de sidste 5-10 år er det lykkedes både at erhverve flere instrumenter og at finde unge talenter, som kan have gavn af dem. Instrumenterne er både et stykke kunst- og kulturhistorie og et fuldkommen fantastisk arbejdsredskab for unge talenter.”

“For os giver det rigtig god mening i den overordnede ambition om at pleje den klassiske mu­sik, at vi opererer på mange forskellige måder. Det er et redskab til at pleje talentudviklingen, interessen for den klassiske musik og muligheden for musikudøvelse på et højt niveau. Og det er et stort privilegium at få lov at bygge videre på sådan en instrumentsamling og at forvalte den. Det er et markant resultat af mange års møjsommeligt arbejde, som jeg fortsat synes vi lykkes med.”

“Et andet område, hvor vi også er lykkedes, er det vedvarende arbejde for dansk kulturarv. Vi begiver os ofte ind i projekter, som strækker sig over meget, meget lang tid. Blandt andet ind­en for arbejdet med de danske kirker. Vi har støttet selve arbejdet bag udgivelsen af Dan­marks Kirker gennem årtier, men også forskningen tæt på – den humanistiske grund­forsk­ning, registrering, formidling, restaureringen af kalkmalerier og forskningen inden for sam­me område. Efter Nationalmuseets eget udsagn har fondens støtte blandt andet bidraget til at få gennemført et generationsskifte blandt de højt specialiserede medarbejderne på dette felt. Det er ikke resultater der kan gøres op over få år – eller i kroner og øre. Det er en mere sub­stan­tiel støtte til vores alles fælles kulturarv, en investering i mennesker, kompetencer og grundværdier.

“Det er selvfølgelig et lidt utaknemmeligt område, fordi det er så flygtigt. Efter 40-50 år har kalkmalerierne behov for at blive restaureret én gang til, så det er lidt et stykke Sisyfos-ar­bej­de. Men omvendt er det en fantastisk fortælling og et fantastisk stykke kulturarv.”

– – –

Stafet-spørgsmål 2

Er der vigtige udækkede behov inden for dansk kultur,
som påkalder sig Augustinus Fondens opmærksomhed?

“Uanset den politiske diskussion, om hvad man skal støtte eller ikke støtte, så oplever jeg helt generelt, at der er stor politisk opbakning til et aktivt kunst- og kulturliv i landet – både på statsligt og kommunalt niveau. Her foregår helt legitime prioriteringer undervejs og drøf­tel­ser af det. Det konstaterer vi. Det er sådan det er.”

“Vores overvejelser om, hvor vi skal gå ind, hænger ikke sammen med aktuelle politiske over­ve­jel­ser. Når vi beslutter hvad vi skal støtte, kigger vi på det enkelte projekt og ud­vik­ling­en på området – ikke på hvordan staten og kommunerne og andre aktører opfører sig. Vi går ikke ind og fylder huller ud, der hvor staten har trukket sig. Det er ikke en selvstændig mål­sæt­ning for os. Vi kan gå ind på baggrund af faglige vurderinger. Men det er klart, at når sta­ten skærer ned, så kan vi mærke, at for eksempel symfoniorkestrene kommer til os og søger støtte til aktiviteter, som de tidligere har iværksat med offentlig støtte.”

“Overordnet set mener vi ikke, at der er store udækkede behov inden for dansk kulturliv. Men her er steder, hvor der er behov for udvikling. Behov for frirum til at ting kan ske. Det oplever vi blandt andet inden for den klassiske musik.

“Her er vi gået ind, blandt andet i anledning af vores 75-års jubilæum, og har gjort en særlig indsats for den klassiske musik, som ikke kan eksistere på kommercielle vilkår. Det har hand­let om to forskellige ender af den klassiske musiks spektrum.”

“I den ene ende har vi internationaliseringen. Vi har støttet nogle af de ypperligste orkestre, vi har her i landet – for eksempel Concerto Copenhagen, som med den støtte vi har givet pludselig kan noget internationalt. Og i den anden ende – på et meget lille område – har vi konstateret, at der mangler organister her i landet. Der mangler interesse for orgler, som vi i øvrigt også støtter restaureringen af. Ved hjælp af en god dialog med indsigtsfulde folk på området, har vi fået øje på en aktør, som gør en indsats for, at børn kan få en oplevelse med orgler. Jeg opfatter det ikke som et nødlidende område, men det er et eksempel på den pleje, der hele tiden skal til for sådan en sektor.”

“Vi forsøger i allerhøjeste grad at støtte et levende kulturliv. Der har været meget fokus på at bygge store kulturbygninger, kulturpaladser, at renovere og udbygge museer, og det har på mange måder været vigtigt for at løfte niveauet af institutionernes formidling og karakter. Men vores opgave i den arbejdsdeling med vores fondskolleger har meget ofte været at tage sig af indholdet.”

“Et andet område hvor vi oplever behovet for udvikling er den moderne dans. Det går i to ret­ning­er. På den ene side er der de store institutioner på området, Det Kgl. Teater og Den Kon­ge­li­ge Ballet, som dels har etableret et kompagni af mere eksperimenterende og con­tem­po­ra­ry tilsnit, Corpus. Det har vi valgt at give flerårig støtte. Dels har lagt hus til Dansk Dan­se­te­ater, som blev hjemløse, da man begyndte at bygge nyt i Carlsbergbyen. På den anden side er der udviklingen af de små kompagnier inden for moderne dans, der også beviser deres værd, noget ekstraordinært og eksperimenterende med et højt niveau, men som muligvis ikke ville blive til noget, hvis der ikke var fondsstøtte. Her kan vi gøre en forskel.”

“Hvis man sammenligner med, hvor mange der en søndag går ind og ser professionel fod­bold, så har dansen ikke et stort publikum. Men det er et udtryk og en kunstform, hvor vi historisk og på den klassiske ballets område har stolte traditioner. Og som i den anden ende – for eksempel street-dansen, hiphoppen – har en folkelig forankring. Det er vi sammen med andre fonde med til at støtte via Dansekapellet i Nordvest.”

“Vi synes det er vigtig ved siden af sporten også at have en kunstfunderet kropslig ud­tryks­form. Og derfor gør vi os løbende tanker om, hvordan vi kan være nyttige der.”

Kunstens og kulturens nytteværdi

“Vores mål med at støtte de her områder, er at bidrage til, at der er et levende kultur-, mu­sik- og kunstliv, som kommer ud i mange hjørner af landet. Giver det mening? Ja, hvis folk kommer og lytter til det. Giver det mening på lang sigt? Det ved vi ikke. Det giver mening, men jo ikke i sådan en nytteværdisbetragtning.”

“Hvis man gør den samfundsmæssige relevans lig med nytteværdi og forsøger at opgøre nytteværdi i en firkantet matematisk model, så kommer man meget tit til kort på det her område. Det sker sjældent, at vi helt rationelt går fra a til b til c, og så har vi løst problemet.”

“Henrik Tvarnøs spørgsmål fik mig til at reflektere over det. Vi støtter forskning på mange andre områder. Men det her felt påkalder sig opmærksomhed, fordi spørgsmålet ofte bliver formuleret ud fra en anden rationalitet, ud fra en nytteværdisbetragtning. Sådan mere kon­tant – mål og effekt. Og det er en udfordring, når man har med et mere luftigt område at gøre, som ikke altid lader sig indskrive i en finansministeriel regnemodel.”

“Der er eksempler på beregning af den samfundsøkonomiske effekt af at bygge et kulturhus. Men det giver ikke mening at opgøre den samfundsøkonomiske effekt af, at et sym­fo­ni­or­kes­ter fortsat kan spille med fuld besætning fremfor en reduceret besætning. Det er et spørgsmål om kunstnerisk værdi – ikke økonomi.”

“Men med hele diskussionen af fondenes rolle og arbejdsdelingen i samfundet er vi nødt til at overveje, hvordan vi er samfundsmæssigt nyttige. Jeg synes det kunne være interessant som fond at kigge på den humanistiske forsknings indsats for at afdække, hvad kunsten og kul­tu­ren kan, og hvilken rolle den spiller.”

Og det skal foregå på kunstens og kulturens egne præmisser. Det er en væsentlig tanke i Frank Rechendorff Møllers svar på Henrik Tvarnøs sidste spørgsmål.

– – –

Stafet-spørgsmål 3

Hvad er de vigtigste mål for fondens støtte til kultur?

“Et væsentligt mål – fundamentet for vores indsats – er en dedikation. At vi bliver på vores indsatsområder, som en langsigtet investor eller interesseret part med mod og evne til at løfte omkostninger. Vi er der klogt og langsigtet og uden at stille kortsigtede nyttekrav. Uden et umiddelbart målbart resultat eller afkast for øje. Vi forsøger at være der på kunstens og kulturens egne præmisser.”

“Vi har tålmodighed, når vi går ind i samarbejder, og vi har tålmodighed overfor forskellige kunstområder. Vi vil være meget lidt tilbøjelige til at gøre kulturen og kunsten til et in­stru­ment for noget andet – til at løse et integrationsproblem, et fattigdomsproblem eller et læ­rings­problem – men vi er nysgerrige på, hvordan området virker i relation til andre om­råder.”

“Derudover er det et væsentligt langsigtet mål at bevare og insistere på legitimiteten af, at vi opererer på et andet grundlag, end for eksempel den offentlige kulturpolitik – et frit og uaf­hængigt grundlag. Som fond er vi en fri spiller, der både repræsenterer det private og det ci­vi­le, men som et væsentligt supplement til det offentlige og de herskende politikker. Det er et afgørende bidrag til, at kultursektoren kan blomstre – at den ikke er hængt op et enkelt sted.”

“Vi er med til at bevare en slags pluralisme ved som part at udgøre en anden position end en offentlig partner, hvad enten den er kommunal eller statslig.”

“Den offentlige kunst- og kulturstøtte fylder rigtig meget, men jeg er helt overbevist om at kunst- og kulturlivet næres af, at der også er andre parter, der opererer på området. Det skal vi selvfølgelig gøre lødigt og transparent. Vi skal gøre os rigtig umage og gøre det på et vel­fun­deret og indsigtsfuldt grundlag. Den position vil vi gerne gøre os endnu mere umage for at kunne stå for som partner.”

En moderne mæcen?

– Er der en spænding mellem den traditionelle diskrete mæcenrolle – og så ønsket om at legitimere gennem øget gennemsigtighed og kommunikation?

“Jeg synes ikke der er en spænding, men der ligger en udvikling i det.”

“For os er der to ting i den proces vi er i gang med i øjeblikket, som er væsentlige. Det ene er, at vi er blevet bevidst om, at vores samfundsmæssige rolle og relevans skal være let-af­læ­se­lige. Det er en legitim fordring fra vores omverden. Og det giver også legitimitet til de ak­ti­vi­te­ter vi støtter.”

“Det andet er overvejelser om, hvordan kommunikation og transparens gavner det felt, vi gerne vil fremme og støtte. Hvor meget har vi behov for at gå ud og sige – her er vi?”

“Den gamle mæcenrolle, som har præget stedet her i mange år, udspringer af en kultur, hvor det højeste ideal har været ikke at ville skygge for det man støttede. Det skyldes ikke en hånd­sky tilgang til omverdenen, eller at der har været anledning til at skjule noget. Det har været et ideal. Et ideal, som generationer før os, der er her i dag, bevidst har fastholdt som en forvaltningsmodel. Ikke at sætte sig selv i centrum, men sørge for at lyset pegede på det, der i virkeligheden var målet med det hele, nemlig i vores tilfælde støtten til kunst og kultur.”

Stafetten sendes til LEO Fondet

“Nu synes jeg, I har kørt længe nok på kulturen, så for at undgå at det bliver en lukket fest vil jeg gerne sende stafetten videre til Jesper Mailind i LEO Fondet. Han er nyere direktør i en fond, som undergår en transformation, og jeg synes det kunne være interessant at høre lige præcis hans overvejelser om tre temaer: samfundsnytte, arbejdsdeling og kommunikation.”

“Hvilke overvejelser gør LEO Fondet sig om samfundsnytte, når de nu omstiller deres ak­ti­vi­tet? Hvilken arbejdsdeling ser de mellem det private, det offentlige og andre aktører på deres område. Det er jo et område, som politisk har haft en vis bevågenhed, og hvor nogle fag­grup­per siger, at når Novo Nordisk Fonden går ind og støtter noget, så forvrider de fagligheden og prioriteringerne på nogle områder. Så det er klart, at når man pludselig professionaliserer og øger sin indsats, og vil bruge mange flere penge, så kommer der nogle udfordringer der. Og hvilke særlige kommunikationsudfordringer er der, når man som fond er forsk­nings­fi­nan­sie­rende på sundhedsområdet både i Danmark og internationalt?”