Det kan være dyrt at få fondsmidler til forskning. For når en forsker vinder en fondsbevilling, trækker det penge ud af kasserne på instituttet, fakultetet og centralt på universitetet. Men kan universiteterne overhovedet dokumentere de pengestrømme? Og er det ikke rimeligt nok, at universiteterne medfinansierer en del af den fondsstøttede forskning?

De spørgsmål debatteres for øjeblikket både blandt fonde, forskere og i regeringens Forsk­nings- og Innovationspolitiske Råd. Som Danmarks Fonde skriver i nyhedsbrev nr. 16, så har forskere og institutledere stigende problemer med at få økonomien til at hænge sammen, fordi fonde ikke dækker de indirekte omkostninger af den forskning, de finansierer. Problem­stil­lingen er nu så påtrængende, at universitetsledelserne fra egne række opfordres til at løse problemerne på et overordnet niveau.

Og hos universiteternes interesseorganisation er man godt klar over problemstillingen, som i høj grad er på dagsordenen i Danske Universiteter og i rektorkollegiet.

”Vi har netop nedsat et forskningsudvalg under rektorkollegiet bestående af prorektorer, hvor et vigtigt tema bliver at skabe et tættere samarbejde med fondene. Men problemet er også, at vi jo ikke har ét sted, vi kan gå hen, når vi gerne vil i dialog med fondene. Det er nok en større øvelse, for der er jo mange og meget forskelligartede fonde, og hver fond har jo også deres specifikke fundats. Vi vil meget gerne tale med dem om problemet med overhead, og omvendt kan det være, at de har et ønske om større transparens i vores omkostninger,” siger direktør i Danske Universiteter, Jesper Langergaard.

Han erkender samtidig, at hastigheden, hvormed problemstillingen har udviklet sig, er kom­met lidt bag på universiteterne, der først for nylig fik overblik over omfanget.

”Sidste år kom den rapport, der viste, hvor stor en andel af forskningen, som finansieres af private fonde. Det var en øjenåbner for den udvikling, som har stået på gennem nogle år. Der har været en udvikling i fondene, som har aktualiseret den her udfordring,” siger Jesper Langergaard.

Han henviser til den kortlægning om 12 private fondes bidrag til den offentlige forskning, som sidste år blev gennemført af Styrelsen for Forskning og Innovation. Rapporten viste, at de private fonde i perioden 2012-2014 bevilgede mere end 9,7 mia. kr. til forskning og vide­re­gående uddannelse.

Men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fondene alene sidste år bevilgede 7,9 mia. kr. til videnskabelige formål.

I Sverige er debatten forstummet

Flere fonde dækker en del af de indirekte omkostninger i forbindelse med forsknings­pro­jek­terne, mens andre har en fast politik om kun at dække de direkte omkostninger i projekterne. En af årsagerne er, at universiteternes har svært ved at redegøre for forskningsprojekternes andel af de relevante overhead-omkostninger. Derfor har Villum Fondens forskningsdirektør i Nyhedsbrevet Danmarks Fonde opfordret Danske Universiteter til at undersøge, om de sven­ske universiteters regnskabsmodel kan bruges til at skabe mere transparens.

”Uden at jeg kender det svenske system i detaljer, så synes jeg, at de skulle prøve at under­søge det. Som universitet må man have en interesse i præcist at vide, hvordan penge­strøm­mene er. Mit bud er, at det både for de private og offentlige fonde vil være en kæmpe hjælp med en transparent og ensartet opgørelse af overheads, når de skal tage stilling til, hvor stor en del, de ønsker at betale,” siger forskningsdirektør i Villum Fonden, professor Thomas Sinkjær.

I Sverige havde man præcis samme overhead-debat for ti år siden. Men debatten forstum­mede da de svenske universiteters interesseorganisation, Sveriges Universitets- och Hög­skole­förbund (SUHF), satte sig sammen med fondene og udviklede en standardiseret, transparent omkostningsmodel. Det fortæller forhenværende rektor for Stockholms Universitet, Kåre Bremer. Han var ansvarlig for udviklingen og promoveringen af SUHF-modellen.

”Før SUHF-modellen blev implementeret havde vi i Sverige også meget debat om univer­si­te­ter­nes intransparente overhead-omkostninger. Desuden afviste de fleste private fonde at betale for overheads, fordi de forventede, at staten skulle gøre det. Det var et stort gen­nem­brud – virkelig en sejr for universiteterne – da regeringen i 2010 udstedte et cirkulære, der betyder, at alle de statslige forskningsfonde er forpligtet til at betale samtlige overhead-omkostninger i forskningsprojekter, sådan som de er specificeret i SUHF-modellen,” siger professor Kåre Bremer, der også er bestyrelsesmedlem i den store Knut och Alice Wallenbergs Stiftelse.

Netop de to store private forskningsfonde, Wallenbergs Stiftelse og Riksbankens Jubi­leums­fond, deltog i udarbejdelsen af SUHF-modellen.

Et klart beslutningsgrundlag

Modellen virker helt overordnet på den måde, at overhead-omkostningerne bliver opdelt i forhold til forskning og uddannelse. Derefter bliver de yderligere kategoriseret alt efter om det er administrations-, biblioteks-, it-omkostninger osv. Idéen med SUHF-modellen er endvidere, at forsknings- og uddannelsesaktiviteter udføres i enheder – såsom de enkelte forskningsprojekter og undervisningskurser.

Hver af disse enheder skal bære en forholdsmæssig andel af de faste omkostninger på insti­tut-, fakultets- og centralt universitetsniveau. Andelen udregnes på baggrund af løn­ud­gif­terne. Det betyder eksempelvis, at hvis løndelen i et fondsstøttet forskningsprojekt udgør X procent af instituttets lønsum, så skal projektet også bære X procent af instituttets overhead-omkostninger. Og ligeledes på de to øvrige niveauer.

”I praksis fungerer det for de private forskningsfonde på den måde, at fonden ser på doku­men­ta­tionen og vurderer hvilke overheads, den vil betale. Fonden beslutter eksempelvis, at den gerne vil betale for det, som den anser for projektrelevante omkostninger – det kunne være instituttets faste laboratorieassistenter – men den vil måske ikke betale for en del af dekanens eller rektors løn, fordi fonden betragter det som statens opgave,” siger Kåre Bremer.

Han forklarer, at der i Sverige ikke længere er ret meget tvivl om omkostningerne, og man har forståelse for, at de indirekte omkostninger ikke forsvinder, selvom en fond vælger ikke at dække dem. En del private, indsamlende fonde, som støtter forskning, betaler eksempelvis stadig kun de direkte projektomkostninger. Argumentet er, at de som indsamlende fonde ikke kan tillade sig at betale andet end de rent projektrelaterede forskningsomkostninger, da det er disse, bidragyderne støtter gennem fonden.

Professor Kåre Bremer kender desuden til enkelte eksempler på, at universiteter har måtte sig nej tak til en fondsbevilling, fordi fonden ikke kunne dække de indirekte omkostninger, og projektet dermed ville blive for dyrt for universitetet.

”Med SUHF-modellen er der nu et klart grundlag at tage stilling på. De statslige fonde er tvunget til at dække det hele, og derfor ser det heller ikke godt ud, hvis en stor privat fond helt afviser at dække en del af overhead-omkostningerne,” siger Kåre Bremer.

Tager positivt imod opfordring

I Danske Universiteter tager man godt imod opfordringen fra Villum Fonden om at undersøge SUHF-modellen.

”Vi vil gerne se nærmere på de svenske erfaringer. Jeg kender ikke SUHF-modellen, men så­dan som jeg får den beskrevet her, så synes jeg, at der er nogle interessante perspektiver. Og når Villum Fondens forskningsdirektør anbefaler os at kigge på den, så vil vi gerne undersøge, om der er noget inspiration at hente i den,” siger direktør i Danske Universiteter, Jesper Lang­er­gaard.

For Villum Fonden er det samtidig væsentligt, at bestræbelserne på at skabe mere gennem­sig­tighed ikke ender som en ekstra byrde for forskerne.

”Her er det selvfølgelig rigtig vigtigt, at man ikke kommer til at skabe et stort bureaukrati. Et skrækscenarie ville være, at den enkelte forsker skal ned at timeregistrere – hvor meget bru­ger de på undervisning og hvor meget på forskning osv. Sådan må det aldrig blive, det vil øde­læg­ge incitamentsstrukturen for en forsker, og vil være dræbende for det, de laver,” siger forskningsdirektør i Villum Fonden, professor Thomas Sinkjær og hilser debatten og diskus­sionen med universiteterne velkommen:

”Det er vigtigt for os, at der ikke er usikkerhed om fondenes bidrag. Ligesom det er vigtigt for os at have en god dialog, så alle parter forstår hinandens muligheder og også be­græns­ning­er.”

Læs mere om SUHF-modellen her suhf.se/arbetsgrupp/suhf-modellen-full-kostnadstackning