Fondsstøttede forskningsprojekter udgør en stadig større andel af forskningen på landets universiteter og universitetshospitaler. Men selvom fondsmidlerne er højt værdsatte, giver bevillingerne alligevel økonomiske problemer for flere forskere og institutledere. Fondene betaler nemlig ikke den fulde pris for den forskning, som de finansierer, hævder universi­te­terne. Det betyder, at indirekte omkostninger som ph.d-studerendes barselsydelser, HR-personale, bogføring, husleje og laboratorieassistenter skal dækkes af andre øremærkede pengekasser. I sidste ende kan det gå ud over universiteternes undervisning eller behand­lingen af patienter på universitetshospitalerne.

”Pengene skal jo findes, og det er ikke uden konsekvenser,” siger professor Bo Jellesmark Thorsen, der er institutleder på Institut på Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Problemstillingen er velkendt i de private fonde, der sidste år bevilgede 7,9 mia. kr. til videnskabelige formål.

”I min optik er problemet, at der skal meget mere transparens omkring, hvad følge­omkost­ningerne er ved at bedrive forskning på et universitet i Danmark. Lidt afhængig af hvem man taler med, får man forskellige tal, og de bliver beregnet på forskellige måder,” siger forsk­nings­direktør i Villum Fonden, professor Thomas Sinkjær.

Han er desuden medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, som i øjeblikket overvejer at gå ind i problemstillingen for – ad politisk vej – at indføre mere åbenhed om de økonomiske fordelingsnøgler.

”I Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd er vi opmærksomme på problems­til­lingen. Vi overvejer, om vi skal kigge nærmere på modeller for kategorisering af indirekte omkostninger, som er velegnede til at skabe ensartede regnemetoder, så alle kan forholde sig til, hvad tingene koster. Men det er endnu for tidligt at sige noget om resultatet af det arbej­de, eller om hvorvidt det ender med en anbefaling til regeringen,” siger professor Thomas Sinkjær.

’Vi konterer jo ikke barsel på projektet’

Professor Bo Jellesmark Thorsen skrev i sidste måned en kronik i Berlingske Tidende, hvor han påpegede problemerne med de indirekte omkostninger, som følger med fondsfinansieret forskning.

Nogle af fondene dækker en vis andel af forskningens følgeomkostninger, mens andre fonde helt afviser det. Enten fordi det er i strid med deres uddelingspolitik, eller fordi fondene ikke ønsker at dække omkostninger i blinde.

Bo Jellesmark Thorsen mener, at problemet enten må løses på højere niveau mellem fondene og universiteterne, eller også må Folketinget skride ind med detaljeret regulering af fondenes uddelingsaktiviteter på området.

”Når vi forskere søger penge hos fondene, så prøver vi at presse dem, så meget som vi kan i den konkrete situation. Hvilke udgifter kan vi lægge ind, og hvordan kan vi gøre det? Men fondene har en praksis, og den kan den enkelte forsker ikke ændre. Det skal foregå på højere niveau, og derfor skrev jeg i mit indlæg, at det må løses på ledelsesniveau – på tværs af fondene og på tværs af de konkurrerende forskergrupper,” siger Bo Jellesmark Thorsen.

Han har siden fået flere positive tilbagemeldinger fra kolleger i forskningsmiljøerne, som bakker ham op.

Fondenes forskningsbevillinger dækker typisk de direkte omkostninger til løn, udgifter til indsamling af data, rejser og publicering. Men som institutleder skal man sørge for, at der at der også er penge til den løbende bogføring af udgifter, it- og regnskabsunderstøttelse og afskrivninger på fælles laboratorieudstyr.

”Her hos os betaler vi også husleje. Hvis man kun har en enkelt fondsfinansieret PhD-stu­de­rende ud af 50 ansatte, så er det ikke et stort problem. Men på mit institut sidder over halv­delen af de ansatte på soft money med lave overhead-tildelinger. Så begynder det at være mange penge, vi taler om, og så er det ikke længere så marginalt, at man kan leve med at ignorere det,” siger Bo Jellesmark Thorsen.

Han forklarer, at der også medfølger omkostninger til forskere, som bliver langtidssyge eller skal på orlov.

”Vi forsikrer f.eks. selv både mænd og kvinder i forhold til barselsperioder. Hvis en med­ar­bejder går på barsel, konterer vi jo ikke de udgifter på projektet, de går fra vores overhead. Derudover ligger der også en række omkostninger til sociale ydelser i vores overhead, som ikke er dækket,” siger han.

Universiteterne overrasket af udviklingen

Bo Jellesmark Thorsen forklarer, at problemet kan ende med at gå ud over undervisningen på kandidatuddannelserne.

”Man kan risikere, at nogle institutter simpelthen er nødt til at putte flere studerende ind i undervisningslokalerne og reducere udvalget af specialkurser for at sikre en bedre skala­øko­nomi i undervisningen. Dermed sænker man i virkeligheden det faglige niveau på kandidat­uddan­nelserne, således at vi kan bruge besparelserne derfra til at krydsfinansiere de mang­lende overhead­omkostninger på de eksternt finansierede projekter,” siger han og under­streger problemet:

”Det vil være helt i modstrid med den måde uddannelserne skal fungere på. Det er ikke meningen, at vi skal tjene penge på undervisningen for at finansiere bevillinger fra private fonde.”

En stor del af fondsfinansieringen går til forskning på landets universitetshospitaler og her er der også en risiko, hvis underfinansiering af fællesomkostningerne resulterer i besparelser i andre kasser.

”Hvis hospitalerne også skal til at krydsfinansiere manglende overheads, så er det i sidste ende behandlingen af patienter, der risikerer at blive påvirket,” siger Bo Jellesmark Thorsen.

Han har dog forståelse for, at fondene har deres grunde til, at de ikke vil dække alle over­heads og samtidig anerkender han, at universiteternes problem til en vis grad er selv­for­skyldt.

”Vi oplever, at fondene er bekymrede for at betale for meget. De vil samtidig gerne have mest muligt effekt for deres midler, så de vil gerne have mange projekter i gang. Derudover har vi på universiteterne nok ikke været gode nok til at skabe transparens om dette problem. Og vi har nok heller ikke været helt opmærksomme på hvor stort et problem, det faktisk er blevet inden for de sidste ti til femten år,” siger han.

Danske Universiteter bør se til Sverige

Opnår en forsker en bevilling fra en af de offentlige forskningsfonde – Danmarks Forsk­nings­fond, Danmarks Grundforskningsfond og Innovationsfonden – udregnes de indirekte om­kost­ning­er som 44 pct. af de direkte forskningsomkostninger. Flere af de private fonde yder også et tillæg til bevillinger med en fast procentdel. En af de fonde er Villum Fonden, som dækker 15 procent af bevillingen.

”Udfordringen var tidligere, at når vi så spurgte universiteterne, hvad de indirekte omkost­ninger til det konkrete projekt bestod af, så havde de svært ved at redegøre for dem. Derfor definerede vi hos os, hvad vi gerne vil dække – en del af huslejen og de centrale omkost­ning­er, der går at til drive projekterne. Der findes mig bekendt ingen konkrete tal på hvad denne omkostning præcis er, men fra tidligere skøn og i en dialog med en række af universiteterne kom vi frem til 15 procent,” siger forskningsdirektør, Thomas Sinkjær der kender til diskus­sionen fra sin tid som direktør i Danmarks Grundforskningsfond.

Han påpeger, at de reelle om­kost­ning­er i nogle projekter kan være mere end 15 procent og mindre i andre. Men indtil universiteterne får skabt mere klarhed over deres faktiske omkostninger, er det den løsning, fonden kan stå inde for.

”I Villum Fonden er vi selvfølgelig indstillet på at betale et fair bidrag til de følge­omkost­ninger, der er knyttet til at lave den forskning, vi finansierer. Mit gæt vil være, at jo mere transparens vi har om de indirekte omkostninger, jo nemmere vil det være at få dem, der betaler forskningen til at anerkende en del af de udgifter,” siger Thomas Sinkjær.

Netop den erfaring har svenske universiteter gjort sig efter deres interesseorganisation, Sve­riges Universitets- och Högskoleförbund (SUHF), for ti år siden udviklede en standardiseret omkostningsmodel i samarbejde med svenske fonde. SUHF-modellen er i dag indført på alle Sveriges universiteter, og siden år 2010 har de svenske statslige fonde været forpligtet til at dække alle indirekte omkostninger i henhold til modellen. Thomas Sinkjær opfordrer derfor de danske universiteters interesseorganisation til lade sig inspirere af Sverige.

”Jeg synes, at Danske Universiteter skal tage det her op. Uden at jeg kender det svenske sy­stem i detaljer, så synes jeg, at de skulle prøve undersøge det. Som universitet må man have en interesse i præcist at vide, hvordan pengestrømmene er. Mit bud er, at det både for de private og offentlige fonde vil være en kæmpe hjælp med en transparent og ensartet op­gø­relse af overheads, når de skal tage stilling til hvor stor en del de ønsker at betale,” siger Thomas Sinkjær.

Læs mere om den svenske model her.