I Sydfyenske Dampskibsselskabers Fond er det årlige beløb til uddeling halveret. Fra årligt at kunne give mellem halvanden og to millioner kroner i begyndelsen af 00’erne, kan fonden i dag kun dele mellem 600.000 og en million kroner ud hvert år, lyder det fra Jens Stephensen, der er bestyrelsesformand i Sydfyenske Dampskibsselskabers Fond.

”Vi har de sidste par år set det håbløse i, at vi er tvunget til at lægge halvdelen af vores penge i noget, der både har risiko, men heller ikke har nogen chance for at tjene nogen penge. Vi er stort set nede på halvtreds procent af, hvad vi kunne dele ud før, og det er simpelthen fordi afkastet fra obligationerne er forsvundet,” siger Jens Stephensen.

På grund af anbringelsesbekendtgørelsen skal almennyttige fonde lægge mindst halvdelen af formuen i såkaldt sikre aktiver såsom stats- eller realkredit­obligationer. Formålet er at for­hin­dre de ikke-erhvervsdrivende fonde i at tage for store risici med deres investeringer, men siden paragrafferne i sin tid blev formuleret, har den økonomiske virkelighed ændret sig. De ”sikre” aktiver giver stort set ikke noget afkast længere, og derfor kan mange af fondene i dag dele langt mindre ud i forhold til tidligere.

”Det betyder i praksis, at halvdelen af formuen er inaktiv. Vi kan kun se på det og konstatere, at vi ikke kan ændre på det,” siger Jens Stephensen, der vurderer, at fonden kunne fordoble uddelingerne, hvis den kunne investere hele formuen i eksempelvis aktier.

”Ved at bære os fornuftigt ad har vi i gennemsnit haft afkast på omkring tre til fire procent, og det stammer alt sammen fra aktier. Alle de tab, vi har, og alle de papirer, der giver ingen­ting, er fra obligationer. Vi kan se, at hvis vi fik lov til at udvide det, kunne vi fordoble af­kas­tet. Det betyder jo også, at vi kunne fordoble uddelingerne.”

Kontrol synes vigtigere end ansvar

Jens Stephensen medgiver, at investering i aktier er forbundet med større risiko end obli­ga­tioner, men han mener ikke, at det nuværende rigide system er en holdbar løsning.

”Du kan ikke lovgive dig til, at fondenes bestyrelser træffer fornuftige beslutninger. Derfor er bestyrelserne også ansvarlige, og derfor har du jo også tilsyn med dem. Nu har man erstattet alt det her med at være ordentlig, fornuftig og påpasselig med et system, der siger, at du kun må gøre sådan, sådan, sådan og sådan. Og som ovenikøbet gør, at man ikke kan tjene penge. Kontrol er blevet vigtigere end ansvar, og det er uholdbart,” siger han.

Advokat Michael Varming, der er direktør i Beckett-fonden, peger også på besty­rel­ses­an­svar­et som en god foranstaltning mod, at fondene investerer uansvarligt. Fonden, der årligt ud­del­er mere end 13 millioner kroner hovedsageligt til kunst og kultur, blev stiftet med omkring 80 procent af formuen placeret i aktier og 20 procent i obligationer, og den fordeling har fonden bevaret.

”Det er vores held, kan du sige. For du må jo gerne gå fra aktier til obligationer, men du må ikke gå den anden vej. Så vi har ikke været så hårdt ramt af den lave rente, ”siger Michael Varming.

Selvom andelen af obligationer er forholdsvis lille i forhold til mange andre ikke-er­hvervs­drivende fonde, så han alligevel gerne, at fonden havde muligheden for at ligge endnu tungere i aktier.

”Obligationerne er tabsgivende på den måde, at havde man muligheden, ville man erstatte obligationerne med noget, der giver bedre afkast, såsom aktier eller aktiebaserede inve­ste­rings­beviser, ”siger han og fortsætter:

”Det har været svært for vores investerings­rådgivere at finde papirer, der hører til i obli­ga­tions­puljen, som giver en bare nogenlunde fornuftig forrentning. Man skal ud i nogle mys­tis­ke erhvervsobligationer for bare at få en nogenlunde rente, og så er man nærmest lige vidt.”

Sympati for princippet

Beckett-fonden har dog også mærket bagsiden af at ligge så tungt i aktier. Under finanskrisen var det dyrt at sidde på en formue, der bestod af 80 procent aktier, og fonden tabte tab ”vir­ke­lig mange penge,” som Michael Varming udtrykker det. Siden er det dog kun gået fremad igen, men direktøren har alligevel fået sympati for formålet med anbringelses­bekendt­gø­rel­sen, selvom han ikke er enig i detaljerne.

Anbringelsesbekendtgørelsen er der jo, for at beskytte mod alt for vilde investeringer, som kan forringe kapitalen væsentligt. Det skal mange også have i baghovedet. Men jeg synes godt, man kunne lempe lidt på reglerne, siger han.

Han foreslår blandt andet, at fonde, der er stiftet med en større andel aktier end obligationer – eksempelvis 80-20 – får mulighed for at gå tilbage til udgangspunktet, selvom de i en periode har holdt flere obligationer end aktier. Som loven er i dag, er fonde begrænset til kun at kunne øge andelen af aktier op til 50 procent af formuen, mens andelen af obligationer kan øges op til 100 procent.

Men det er ikke alle bestyrelser, direktører og administratorer, der ønsker anbring­elses­bekendt­gø­rel­sen fjernet eller lempet. Advokat Niels Kahlke, der administrerer Direktør Thor O.A. Erhoffs Familiefond, samt mere end 30 andre mindre fonde, oplever sjældent, at an­bring­elses­bekendt­gørelsen giver anledning til problemer.

For mange mindre familiefonde har fondens bevarelse topprioritet, og for dem er anbringel­ses­bekendt­gø­rel­sen en sikkerhed for, at fonden bevares.

”Men jeg erkender også, at det ikke er noget særlig rationelt argument. Al erfaring viser jo, at investering i aktier eller investeringsbeviser på længere sigt giver større afkast end obli­ga­tio­ner,” siger Niels Kahlke.

Han tilføjer, at mange familiefonde alligevel foretrækker en større beholdning af obligationer end påkrævet. Dels fordi fondene traditionelt har sikret deres overlevelse med obligationer, men også fordi mange familiefonde ønsker stabile uddelinger hvert år. Og så skal man huske, siger han, at der i mange af de små almennyttige fonde ikke sidder professionelle bestyrelser.

”Der kan man frygte, at det hele ville sejle, hvis ikke der var en eller anden form for kontrol, der fik bestyrelserne til at holde lidt igen. Så helt at ophæve reglerne er måske lidt be­tænke­ligt på sådan et område, men det ville være fint, hvis man slækkede lidt på det og i højere grad lod bestyrelserne beslutte det.”