Morten Møller
Det var et speciale om kommunistiske modstandsfolk kombineret med et job på Det Kongelige Bibliotek, der i sin tid gav Morten Møller mod på at skrive en historisk biografi. Men det var støtten fra en række danske fonde, der gjorde det muligt. Siden er det blevet et reelt forfatterskab, hvor evnen til at formidle og perspektivere historiske begivenheder, har givet Morten Møller både flotte anmeldelser og priser. Selv er han temmelig beskeden, når talen falder på hans forfatterskab, der for ham at se udelukkende kan eksistere på grund af fondsmidler.
Carsten Mørch-Bentzen
Carsten Mørch-Bentzen er udviklingsleder på Rytmisk Center i København og har i snart to årtier rejst fondsmidler til et hav af kulturelle og sociale projekter. For ham handler det om at have hjertet med: Det er det personlige engagement, viljen til at bruge et år på idéudvikling, og evnen til at tænke vidensdeling og bæredygtighed ind i et projekt, der er udslagsgivende både for projektets realisation og fondenes vilje til at støtte det. Danske Fonde har spurgt Carsten Mørch-Bentzen om den betydning, fondsmidlerne har haft for hans projekter og for hans fagområde.