Jesper Nygård svarer på kritik af Realdania

I dag bringer Danmarks Fonde et indlæg skrevet af Jørn Astrup Hansen, hvor han omtaler en selvudgivet e-bog af Kristian Kristiansen. Bogen indeholder kritik af Realdania for en række forhold. Jørn Astrup Hansen er enig i forfatterens kritik, der grundlæggende stiller spørgsmål ved Realdanias måde at arbejde filantropisk på. Det er en kritik, som vi tager alvorligt – også selv om vi er uenige i synspunktet.

På årets generalforsamling i Warszawa blev Jesper Nygård valgt til styrelsesrådet for European Foundation Centre (foto: Niels Hougaard)
Jesper Nygård, direktør i Realdania, svarer her på en kommentar af Jørn Astrup Hansen. Svaret er udtryk for skribentens egen holdning. (foto: Niels Hougaard)

Lad mig allerførst gøre rede for Realdanias filantropiske strategi, hvor vi arbejder med en bred­spek­tret palette af værktøjer og indsatser. Lige fra helt traditionelle filantropiske be­vil­ling­er til enkeltstående projekter, over landsdækkende indsatser som f.eks. landsbyklynger og til større partnerskaber med andre aktører om større, langsigtede indsatser i f.eks. yder­om­rå­der­ne eller udsatte boligområder. Partnerskaberne giver projekterne forankring og hold­bar­hed og sikrer, at erfaringerne fra ét godt projekt også kan sprede sig ud til andre dele af sam­fundet. Vi arbejder også med redskaber som f.eks. eksperimen­terende byggeri eller ejerskab til f.eks. kulturelt og historisk vigtige bygninger, som vi som samfund ellers risikerer at miste.

I Realdania gør vi os hver gang umage for at vælge det rigtige filantropiske værktøj til det sam­fundsproblem eller den udfordring, som vi vil medvirke til at løse. Vi stræber derfor hele tiden efter best practice og efter at blive dygtigere til det, vi gør. Realdanias in­ve­ste­rings­di­rek­tør Peter Johansen har tidligere i to omgange svaret på Kristian Kristiansens kritik på Al­tinget:Civilsamfund. Jeg vil ikke kommentere på det samme igen men bare henvise til de tid­li­ge­re svar.

Jeg vil dog komme med lidt fakta om Realdanias medlemsdemokrati, som Jørn Astrup Hansen også adresserer i sit indlæg. Han skriver, at Realdania er døende som forening, fordi med­lem­mer­ne ikke har det interesse­fællesskab, som kendetegner andre foreninger, og konkluderer at medlemmerne ikke kan eller vil udøve demokratisk kontrol med Realdania. De har ikke noget incitament dertil, påstår han.

I begge tilfælde tager Jørn Astrup Hansen afgørende fejl. Påstanden om, at medlemmerne ikke skulle have et interessefællesskab, modsvares ret entydigt af det faktum, at vi har rekordantal tilmeldinger til de mange medlemsarrangementer, vi hvert år afholder rundt om i hele Dan­mark. I 2017 gennemførte vi 100 medlemsarrangementer af forskellig karakter, og i alt deltog ca. 8.500. Dertil kommer, at næsten 80.000 medlemmer modtager vores medlemsnyhedsbrev.

I 2017 fik vi 7.379 nye medlemmer, og alene i første kvartal af 2018 har vi fået 2.475 nye med­lem­mer.

Hvis vi ser på deltagelsen i Realdanias valgmøder, hvor medlemmerne kan stille spørgsmål til Realdanias arbejde og vælge, hvem der skal være en del af foreningens øverste myndighed, repræsentantskabet, er interessen for at deltage kun blevet større gennem årene. I 2017 del­tog mere end 2.000 medlemmer, og det var en markant stigning på mere end 50 procent i for­hold til valgmøderne i de samme valggrupper fire år tidligere. Og tendensen er den samme, når vi ser ud over alle vores valggrupper.

Vi mærker også en stor interesse for at stille op til repræsentantskabet. Det er forkert, når Jørn Astrup Hansen skriver, at der i fjor var fredsvalg i de fleste valggrupper. I 2017 var der kampvalg i 3 ud af 4 valggrupper, og set over en årrække oplever vi i stigende grad, at med­lem­mer­ne er interesserede i at blive valgt ind i repræsentantskabet.

Jeg mener, at Jørn Astrup Hansen stiller sin diagnose på et helt forkert grundlag. Jeg må i hvert fald selv konstatere, at vores foreningsliv og medlemsdemokrati er mere livligt end nogensinde.

Jørn Astrup Hansen er i sin gode ret til at være kritisk over for, hvordan vi arbejder. Jeg er dog helt uenig i udlægningerne, der i stil med Kristian Kristiansens bog indeholder en række for­ker­te præmisser og antydninger, der – som jeg ser det – går efter at tegne et mistænkeligt billede af vores indsats og vores interesser.

At benytte sig af både en differentieret og bredspektret filantropisk værktøjskasse og at indgå i en række forpligtende og langvarige partnerskaber med bl.a. kommuner, staten og er­hvervs­li­vet er der en række ambitiøse filan­tropiske aktører, der gør. Det gør vi også i Realdania med vores indsats i det byggede miljø – med det formål at skabe mest mulig livs­kvalitet for så man­ge danskere som muligt.