Kommentar: Norliv og Nordea – et uskønt parløb

Danmark er velsignet med et antal uægte fonde, som viser sig at være erhvervs­drivende foreninger, der agerer som fonde og ofte kalder sig fonde. De uægte fonde er kende­teg­net ved, at de er skatte­pligtige. Til gengæld er de ikke under tilsyn. Det bedst kendte ek­sem­pel er Real­dania. For et par år siden fik vi en ny af slagsen, Norliv fmba, der kom til verden ved en spaltning af Trygheds­Gruppen smba. Som Trygheds­Gruppen har Norliv svært ved at gøre rede for, hvorledes foreningen egentlig er kommet til penge.

Jørn Astrup, kommentator
Kommentaren på denne side er skrevet af Jørn Astrup Hansen, der er tidligere bankdirektør, cand.oecon. Han var medlem af TryghedsGruppens repræ­sen­tant­skab fra 2008-13

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Foreningen Norliv holder senere på måneden valg til sit repræsentantskab. Men det kan meget vel vise sig for sent – for kandidater og vælgere, som gerne vil have indflydelse på foreningen. Bestyrelsen har med et snuptag sikret sig, at der ikke er flere – væsentlige – beslutninger at træffe.

Norliv er ikke en helt almindelig forening. Foreningen kender ikke sine medlemmer og op­kræver ikke kontingent. Alligevel har foreningen samlet sig en formue på 8 milliarder kroner. Hvordan er det dog gået til?

Slår man op på Norlivs hjemmeside kan man læse, at Norliv udspringer af et historisk til­hørs­forhold til TryghedsGruppen. Det bliver man jo ikke klogere af. Videre kan man læse, at som kunde i Nordea Liv & Pension er man automatisk medlem af foreningen Norliv. Det er ikke klart, hvorfor kunder i Danica Pension og Jensens Bøfhus ikke også kan være med­lem­mer.

Længere nede i teksten oplyser Norliv, at formuen har sine rødder i omdannelsen i 1991 af de gensidige selskaber Tryg Liv og Tryg Skade til aktieselskaber. Har sine rødder – en noget over­fla­disk redegørelse for en formue på 8 milliarder kroner. Bestyrelsens fortælling om Nor­livs historie og formuens oprindelse er så upræcis og vildledende, at det ligner en tanke. Men hvad er det, vi ikke må vide?

Hvad bestyrelsen undlader at fortælle

Lad os grave ned til rødderne, for at se, hvad der gemmer sig under overfladen. Norliv viser sig at være det gamle Tryg Forsikring, gensidigt livsforsikringsselskab, der blev stiftet så sent som i 1973. Ikke i forbindelse med Københavns brand i 1728, som bestyrelsen ynder at op­træ­de med ved festlige lejligheder.

I 1991 overdrog det gensidige livsforsikringsselskab forsikringsforretningen til et nystiftet dat­ter­selskab, Tryg Liv A/S. Det gensidige selskab blev ikke omdannet til et aktieselskab, som bestyrelsen oplyser, men til et andelsselskab, Tryg Liv amba. Andelsselskabet, der ejede livs­for­sik­rings­aktie­sel­skabet, havde livsforsikrings­kunderne som medlemmer, som ejere. Nu som før ejede forsikrings­tagerne deres forsikrings­selskab – nu blot indirekte. Siden har borte, må­ske er det bestyrelsen, taget ejerskabet. Men hvordan kunne det dog gå til?

I 1995 placerede Tryg Liv amba og Tryg Skade amba (for en sådan var der også) ejerskabet til de to forsikringsaktieselskaber i TryghedsGruppen smba, der fik livs- og skades­forsikrings­kunderne som medlemmer og ejere. Det sidste i forholdet 35:65.

I 1999 fusionerede Tryg med Unibank, der blev til Nordea AB, inden forsikringsfolkene i Bal­le­rup havde lært at sige Unidanmark. Men allerede i 2002 satte Nordea skades­forsikrings­for­ret­ningen til salg. TryghedsGruppen, hvis repræsentant­skabsmøder var kommet til at savne indhold, bød sig til som køber. Med i købet fulgte det norske skadesforsikringsselskab Vesta AS.

Men Nordea beholdt rigtignok Tryg Liv, der blev til Nordea Liv & Pension A/S. Tryg­heds­Grup­pen havde byttet sig til Vesta for Tryg Liv. Tryg­heds­Gruppen havde solgt livs­forsik­rings­sel­ska­bet. Trygheds­Gruppen havde solgt sine livs­forsikrings­kunder, sine medlemmer. Ikke til stanglakrids. Men til Nordea. Der er smagen til forskel.

Livsforsikringskunderne ejede i 2002 ikke længere noget forsikringsselskab. Men de kunne dog trøste sig med, at de sad tilbage med 35 pct. af TryghedsGruppens formue. Det er åben­bart, at formuen skulle have været udloddet til livs­forsikrings­kunderne i forbindelse med salget af Tryg Liv i 2002. Det gamle andelsselskab havde afviklet sin virksomhed. Hvad gør et andelsselskab så? Det udlodder formuen til sine medlemmer. Hvad ellers? Ja, det skulle vise sig.

TryghedsGruppen – en selvejende institution?

I TryghedsGruppen var bestyrelsen kommet til den opfattelse, at TryghedsGruppen smba ikke var ejet af sine medlemmer – det var slet ikke et selskab! TryghedsGruppen var ”en selv­ejen­de institution med medlemsindflydelse”. Det var en nyskabelse i dansk fonds- og selskabsret. Tilsyneladende mente bestyrelsen, at noget underfuldt var overgået Tryg­heds­Gruppen, da myn­dig­hederne i 1995 valgte at registrere andels­selskabet som et smba – ikke et amba. Selv­sagt var registreringen uden enhver betydning for ejerforholdet. Nu som før ejede for­sik­rings­tagerne selskabet.

I 2015 var stærke kræfter i TryghedsGruppens repræsentantskab kommet til den opfattelse, at livs- og pensions­forsik­rings­kunderne måtte have deres egen TryghedsGruppe. Men det var ikke hensynet til medlemmerne (forsikringstagerne), der drev værket. Repræsen­tantskabet var optaget af egne interesser.

Norliv fmba kom til verden ved en afskalning, en spaltning, af TryghedsGruppen. Norliv fik således samme, mærkværdige vedtægter som TryghedsGruppen. Vedtægterne er indrettet så forunderligt, at repræsentanter, der vælges i 2016 eller senere, er uden reel indflydelse. Ved særligt væsentlige beslutninger i repræsentantskabet har bestyrelsen vetoret. Det er uhørt i dansk foreningsret. Hvordan kunne myndighederne dog godkende det?

TryghedsGruppens formue blev i 2015 opgjort til 40 milliarder kroner. Heraf androg livs­for­sik­rings­kundernes andel 14 milliarder kroner, som blev afrundet nedad til nærmeste runde tal: 8 milliarder kroner. Den endelige beslutning blev taget af Trygheds­Gruppens re­præ­sen­tant­skab; livs­forsikrings­tagerne deltog ikke i beslutningen. Tilsyns­myndighederne, der længe havde set det som deres opgave at beskytte bestyrelsen mod medlemmerne, ikke omvendt, havde ikke indvendinger mod denne nyudvikling af reglerne for brøkregning.

Gæmelke budt op til dans

Norliv opfatter kunderne i Nordea Liv & Pension A/S (det tidligere Tryg Liv) som sine med­lem­mer. Og Nordea opfatter foreningen Norlivs formue som sin egen. Det var Nordea, der ringede til os, fortæller Norlivs bestyrelses­formand benovet. Man tror det gerne.

Efter mindre end 2 år havde Nordea for 8 milliarder kroner solgt aktiekapitalen i pen­sions­for­sik­rings­sel­skabet til Norliv. Forinden havde Nordea hevet 3 milliarder kroner ud af selskabet som ekstraordinært udbytte. Færdigt arbejde. For en kapital skabt over perioden 1973-2002 af kunderne i det gamle Tryg Liv havde Norlivs bestyrelse købt Nordeas pensions­forsikrings­sel­skab og foræret det til Nordeas kunder. Det er grove løjer.

Norlivs bestyrelsesformand er Peter Gæmelke. Det er overraskende, at netop han så kynisk skulle forråde andelsbevægelsen. Gæmelke var præsident for Landbrugsrådet i perioden 1995-2009. Fra sin tid på Axelborg, andelsbevægelsens højborg, har han et intimt kendskab til interesseorganisationen Danske Andelsselskaber, tidligere Andelsudvalget, der blandt sine medlemmer talte Tryg Forsikring, gensidigt forsikringsselskab. Tryg opfattede sig som et an­dels­selskab ejet af medlemmerne. Gæmelke skulle 27 år senere komme til en anden op­fat­tel­se. Men på hvilket grundlag dog?

Nordea giver en hånd med

Heller ikke næstformanden i Norlivs bestyrelse er nogen nybegynder. Gæmelke støtter sig til formanden for Finansforbundet, Kent Pe­ter­sen – i sammenhængen en erfaren herre. Pe­ter­sen, der har orlov fra Nordea, var i 1998-2004 medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Uni­bank (senere Nordea), da banken var ”inde over” Tryg. Bedre end nogen anden ved han, at Norlivs egenkapital tilhører forsikringstagerne i det gamle kundeejede Tryg Liv, som magtes­løse så til, da Kent Petersen og hans kolleger i Nordeas bestyrelse i 2002 dissekerede Tryg koncernen.

Men Kent Petersen er ikke ene om at repræsentere Nordea i Norlivs bestyrelse. Gennem Kreds Nordea engagerede Finansforbundet og Kent Petersen sig i 2016 stærkt i valget til foreningen Norlivs repræsentantskab. Mere end hvert femte medlem af Norlivs repræsentantskab er en­ten ansat i, eller med tætte relationer til, Nordea. I strid med elementære habilitetsregler deltog de i afstemningen, da Norliv vedtog at købe pensionsforsikringsselskabet af Nordea – deres arbejdsgiver.

Myndighederne har svigtet forsikringstagerne

Forløbet er dybt forstemmende. Det er ubegribeligt, at man har kunnet komme af sted med det. I Danmark – et gennemreguleret og transparent land med en stærk tradition for an­dels­sel­skaber. Nordea har haft held til at trække mere end 11 milliarder kroner ud af pensions­forsikrings­selskabet, der står afpillet tilbage med en ejer med tomme lommer. Det fore­kom­mer ikke forsvarligt.

Hvordan kan man tillade, at en opsparet pensionsformue på 8 milliarder kroner ved en række hver for sig og tilsammen uigen­nem­skuelige transaktioner ender hos Nordea AB. Forsikrings­tagerne kan med rette føle sig svigtet. Af repræsen­tanterne, som havde glemt, hvem de re­præ­sen­te­rede. Af bestyrelsen og direktionen, som troede andels­selskabet var blevet selv­ejen­de og forekom at være drevet af hensynet til egen karriere snarere end forsikrings­tagernes tarv.

Og forsikringstagerne kan føle sig svigtet af myndighederne, som lod det ske. Ved man i cen­tral­admini­stra­tionen mon hvad et andels­selskab er? Myndighederne påser omhyggeligt, at opsparede bonusreserver fordeles efter kontribu­tions­princip­pet. Bonus tilfalder forsikrings­tagerne i det indbyrdes forhold, hvori de har bidraget til reserverne.

Men i dette tilfælde vendte myndighederne ryggen til, medens bestyrelsen tømte kassen i det gamle medlemsejede Tryg Liv. En generation af forsikrings­tagere – dem, der i perioden 1973-2002 sparede op til deres pension – er blevet franarret en opsparet egenkapital på 14 mil­liar­der kroner. En generation af danske forsikrings­tagere, der sparede op i tillid til et effek­tivt myn­digheds­tilsyn, er blevet svigtet, medens en pannordisk bankkoncern fik lov til at løbe med kassen.

Men Peter Gæmelke da? Jo, han har rigtignok fået fod under eget bord.

Dette indlæg kunne, i forkortet udgave, læses i Jyllands-Posten den 6. februar 2018.